Der var engang, hvor jeg kunne se en mørk YouTube-video med Guy Fawkes-maske, dramatisk musik, dyb robotstemme og ord som “New World Order”, “depopulation”, “false flag” og “global elite” og tænke:
“Sådan. Nu har jeg forstået verden.”
Ikke bare sådan lidt forstået den. Nej nej. Jeg havde knækket koden. Jeg havde gennemskuet systemet. Jeg havde set bag gardinet.
Jeg var ikke længere bare en almindelig borger med internetforbindelse og alt for meget fritid. Jeg var sandhedssøger. Systemkritiker. En digital modstandsmand.
I hvert fald i mit eget hoved.
I virkeligheden sad jeg nok mest bare og slugte en stemningsvideo råt, mens jeg forvekslede dramatisk klipning med dokumentation. Men det opdager man sjældent, mens man står midt i det. Det er lidt af problemet.
En af de videoer, jeg dengang var meget draget af, var en video tilskrevet hacker-kollektivet Anonymous. Den var rettet mod David Rockefeller og Rockefeller-familien og fremstillede dem som en del af en magtfuld, hemmelig elite, der angiveligt manipulerede verdensbegivenheder bag kulisserne.
Videoen anklagede Rockefeller-familien for at være involveret i alt fra global kontrol og “New World Order” til 11. september, befolkningskontrol, vacciner, Bill Gates, AIDS, Zika, GMO’er, social engineering, medier, popkultur og fordummelse af masserne.
Altså hele konspirationsbuffeten på én tallerken.
Det eneste, der næsten manglede, var en trekant med et øje, en dyster cello og en mand i hættetrøje, der hviskede: “De vil ikke have, du ved det her.”
Og dengang virkede det på mig.
Ikke bare lidt. Det ramte mig direkte i den del af hjernen, hvor mistillid, vrede og behovet for mening bor til leje.
For det var netop det, den slags videoer kunne. De gav mig en følelse. En følelse af, at verden ikke bare var kaotisk, rodet og fuld af inkompetente beslutninger, politiske interesser, grådighed og helt almindelig menneskelig dumhed. Nej, der var en plan.
En ond plan.
En skjult plan.
En plan, som kun få havde gennemskuet.
Og heldigvis var jeg så en af dem.
Ja, det er her, man gerne må grine lidt.
For jeg gjorde præcis det, som jeg i dag kan se mange andre gøre. Jeg så ikke en video fyldt med løse påstande, voldsomme anklager og dramatisk billedsprog. Jeg så “beviser”.
Det er næsten det mest pinlige ved det.
Jeg henviste til den slags videoer for at overbevise andre om, at “eliten” var onde mennesker. Ikke bare magtfulde. Ikke bare korrupte. Ikke bare værd at være kritisk overfor. Nej, onde på sådan en nærmest tegneserieagtig måde, hvor verden blev reduceret til skurke, hemmelige møder, mørke netværk og os få oplyste, der havde forstået det hele, fordi vi havde set en video på internettet.
Og jeg kaldte det kritisk tænkning.
Det er næsten så ironisk, at det burde komme med sin egen lille messingplade.
For kritisk tænkning var det ikke. Det var snarere en slags omvendt tillid. Jeg stolede ikke på medierne. Jeg stolede ikke på myndighederne. Jeg stolede ikke på forskere, institutioner eller eksperter.
Men en anonym video med dramatisk musik, en maske og en masse anklager uden ordentlig dokumentation?
Den fik åbenbart VIP-adgang til min hjerne.
Det er lidt imponerende. På den tragikomiske måde.
Når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg godt forstå, hvorfor jeg blev fanget af det. Den slags videoer giver en enormt stærk fortælling. De tager komplekse verdensbegivenheder og koger dem ned til noget, der føles overskueligt.
Krige? Eliten.
Sygdomme? Eliten.
Medierne? Eliten.
Uddannelse? Eliten.
Vacciner? Eliten.
GMO? Eliten.
FN? Eliten.
Min printer nægtede at printe i sort-hvid, selvom den havde blå blæk? Sandsynligvis Rockefeller.
Det lyder fjollet, når man stiller det sådan op. Men indefra føltes det ikke fjollet. Det føltes alvorligt. Det føltes vigtigt. Det føltes som om, jeg havde adgang til en sandhed, som andre enten ikke turde se eller var for hjernevaskede til at forstå.
Og den følelse er farlig.
Ikke fordi det er forkert at være kritisk over for magt. Tværtimod. Man skal være kritisk over for magt. Store fonde, milliardærer, politiske netværk, internationale organisationer, medicinalindustrien, techgiganter og medier skal selvfølgelig kunne undersøges, kritiseres og stilles til ansvar.
Problemet opstår, når kritik bliver erstattet af en altforklarende mytologi.
For der er forskel på at sige:
“Der findes magtfulde mennesker og institutioner, som påvirker politik, økonomi og samfundsudvikling, og det skal vi undersøge kritisk.”
Og så at sige:
“En hemmelig elite styrer bevidst alle krige, sygdomme, medier, vacciner og befolkningsudvikling i én samlet plan om verdensherredømme.”
Det første er legitim samfundskritik.
Det andet er en konspirationsteoretisk verdensforklaring, hvor alt bliver puttet ned i samme sorte gryde, indtil selv almindelig inkompetence begynder at ligne djævelsk genialitet.
Og helt ærligt: Hvis “eliten” virkelig styrede verden så effektivt, som de videoer påstår, så ville man måske forvente, at verden fungerede en lille smule mindre som et Excel-ark lavet af en stresset praktikant.
Men sådan tænkte jeg ikke dengang.
Dengang var jeg mere optaget af mønstrene. Og når man først begynder at se mønstre overalt, bliver det svært at stoppe. Alt kan tolkes ind i fortællingen.
Hvis noget sker, er det bevis.
Hvis noget ikke sker, er det fordi, de skjuler det.
Hvis nogen afviser teorien, er de hjernevaskede.
Hvis eksperter modsiger den, er de købt.
Hvis medierne ikke dækker den, er det censur.
Hvis medierne dækker den kritisk, er det propaganda.
Det er en lukket cirkel.
Og jeg var selv inde i den.
Det er derfor, jeg ikke skriver det her for at pege fingre af folk, der falder for den slags videoer. Jeg ved, hvor stærkt det kan føles. Jeg ved, hvor dragende det kan være at tro, man har gennemskuet noget stort. Jeg ved også, hvor meget identitet der kan ligge i at være “vågen”, “kritisk” og “ikke som de andre”.
Men jeg ved også, hvor let det er at blive manipuleret af noget, der føles som en afsløring.
Det er måske den vigtigste erkendelse for mig i dag:
Man kan godt føle sig kritisk, mens man sluger propaganda.
Man kan godt føle sig oplyst, mens man bliver vildledt.
Man kan godt tro, man tænker selvstændigt, mens man i virkeligheden bare gentager en fortælling, som andre har pakket ind i mørk musik, store ord og en maske fra internettets dramatiske rekvisitkasse.
Den Anonymous-video, jeg dengang brugte som argument, var i virkeligheden ikke dokumentation. Den var dramaturgi. Den skabte en stemning. Den satte fjendebilleder op. Den kædede en masse ting sammen uden at bevise forbindelserne ordentligt. Den gjorde komplekse begivenheder simple ved at placere én stor, ond forklaring ovenpå det hele.
Og jeg faldt for det.
Ikke fordi jeg var ond. Ikke fordi jeg var dum. Men fordi jeg var mistroisk, vred, søgende og modtagelig for en fortælling, der gav mig følelsen af kontrol i en verden, der virkede uoverskuelig.
Det er også derfor, jeg i dag prøver at skelne mellem sund mistillid og konspiratorisk mistillid.
Sund mistillid stiller spørgsmål og leder efter dokumentation.
Konspiratorisk mistillid starter med konklusionen og leder efter materiale, der kan få den til at se sand ud.
Sund kritik kan ændre mening, hvis beviserne peger en anden vej.
Konspirationstænkning gør modargumenter til en del af konspirationen.
Sund skepsis spørger: “Hvad ved vi faktisk?”
Konspirationstænkning siger: “Jeg ved allerede, hvem skurken er.”
Og det var dér, jeg selv havnede.
Jeg troede, jeg havde gennemskuet systemet, men ofte havde jeg bare skiftet én form for ukritisk tillid ud med en anden. Jeg stolede ikke på “mainstream”, men jeg stolede alt for meget på alternative fortællinger, så længe de bekræftede min mistillid.
Det er ikke kritisk tænkning.
Det er bias med Guy Fawkes-maske på.
I dag kan jeg godt se, at verden er rigeligt problematisk uden at gøre den til en dårlig actionfilm. Der findes korruption. Der findes magtmisbrug. Der findes lobbyisme. Der findes økonomiske interesser. Der findes politiske beslutninger, som fortjener hård kritik. Der findes medier, der vinkler historier dårligt. Der findes myndigheder, der begår fejl.
Men man behøver ikke opfinde en hemmelig verdensregering for at kritisere det.
Faktisk gør konspirationsteorier ofte reel kritik svagere. De tager virkelige problemer og pakker dem ind i så overdrevne påstande, at det hele ender med at blive nemt at afvise. Og så står man tilbage med en masse larm, men meget lidt brugbar forståelse.
Det lærte jeg desværre først efter selv at have været en af dem, der delte larmen.
Så når jeg ser videoer som den i dag, ser jeg ikke længere “afsløringer”. Jeg ser en opskrift. En opskrift på følelsesmæssig manipulation:
Tag én magtfuld familie.
Tilsæt 9/11.
Rør rundt med Bill Gates, vacciner og FN.
Krydr med “New World Order”.
Lad det simre i mørk musik og dystre billeder.
Serveres med en dyb stemme og et ultimatum til “eliten”.
Og vupti: Så har man en video, der føles som dokumentation, men i virkeligheden mest fungerer som en følelsesmæssig trykkoger.
Jeg kan godt grine af det i dag. Også af mig selv. Det er næsten nødvendigt. For hvis jeg ikke kan grine lidt af den version af mig selv, der sad og troede, at en Anonymous-video havde afsløret hele verdensordenen, så bliver det hele for tungt.
Men bag selvironien ligger der også noget alvorligt.
For jeg ved, hvor nemt det er at havne der. Og jeg ved, hvor svært det er at komme ud igen, når først ens verdensbillede er bygget op omkring tanken om, at alt hænger sammen, og at alle modargumenter bare er en del af bedraget.
Derfor skriver jeg det her.
Ikke for at håne dem, der stadig sidder fast i det.
Men for at sige:
Jeg har været der.
Jeg har delt den slags.
Jeg har brugt det som argument.
Jeg har troet, jeg var mere vågen end andre.
Og jeg tog fejl.
Det er ikke verdens undergang at indrømme det. Faktisk er det måske noget af det mest befriende ved at komme ud af konspirationstænkning: Man behøver ikke længere få hele verden til at passe ind i én mørk fortælling.
Nogle gange er verden bare rodet.
Nogle gange er magt bare grimt uden at være overnaturligt koordineret.
Nogle gange er politik bare kynisk.
Nogle gange er medier bare dårlige.
Nogle gange er mennesker bare inkompetente.
Og nogle gange er en dramatisk video på YouTube bare en dramatisk video på YouTube.
Det tog mig pinligt lang tid at lære.
Men bedre sent end at tilbringe resten af livet med at tro, at Rockefeller stod bag min printers blækpatroner.
