DISCLAIMER!: Denne analyse handler om mekanismer, ikke om at fordele skyld mellem religioner.
Religiøs ekstremisme findes.
Det er ikke en holdning, men et veldokumenteret faktum.
Islamisk ekstremisme findes.
Det er ligeledes veldokumenteret.
Men her stopper den offentlige debat ofte – og netop dér opstår problemet. For når man anvender strukturel kritik på én religion, men undlader at anvende samme analyse på andre, ophører kritikken med at være analytisk. Den bliver selektiv. Og selektiv religionskritik er ikke oplysning. Det er framing.
Dette indlæg benægter ikke problemer forbundet med islamisk ekstremisme. Tværtimod. Det forklarer, hvorfor kritik af religion kun giver mening, hvis den anvendes konsekvent – på tværs af religiøse traditioner.
Hvad er selektiv religionskritik?
Selektiv religionskritik opstår, når man:
- anvender begreber som fanatisme, absolut sandhed, hellig autoritet og guddommelig legitimering
- men kun anvender dem konsekvent på én religion
- mens tilsvarende mekanismer i andre religioner ignoreres eller bortforklares
Resultatet er ikke strukturel analyse, men udvælgelse forklædt som erkendelse.
Fanatisme er en mekanisme – ikke en særreligion
Religiøs ekstremisme opstår ikke, fordi én religion er iboende ond. Den opstår, når bestemte mekanismer aktiveres:
- Hellige tekster gøres ufejlbarlige
- Fortolkning monopoliseres
- Kritik defineres som blasfemi eller forræderi
- Gruppen fremstilles som eksistentielt truet
- Vold legitimeres som moralsk eller hellig handling
Disse mekanismer er veldokumenterede på tværs af religioner, kulturer og historiske perioder.
Islamisk ekstremisme: jihadisme
Islamistisk ekstremisme er et reelt og alvorligt problem.
Organisationer som al-Qaeda, Islamisk Stat (ISIS) og Boko Haram bygger på:
- bogstavelig tekstfortolkning
- absolut sandhedstænkning
- skarp opdeling mellem troende og vantro
- religiøs legitimering af vold
Disse bevægelser repræsenterer ikke islam som helhed, men de trækker på religiøse tekster og autoritetsstrukturer, som bruges til at legitimere ekstrem handling (Hafez, 2007; Juergensmeyer, 2017).
Kristendom: fundamentalisme og hellig vold
Kristen ekstremisme udelades ofte fra nutidig debat, selvom den er veldokumenteret – også i moderne kontekster.
Historisk
- Korstogene
- Inkvisitionen
- Europæiske religionskrige
Moderne eksempler
- Kristne fundamentalistiske militser
- Anti-abort-terrorisme udført i Guds navn
- Dominionistiske bevægelser med teokratiske ambitioner
Her ses de samme mekanismer:
- bibelsk absolutisme
- forestillingen om guddommeligt mandat
- dehumanisering af “syndere”
- vold legitimeret som moralsk nødvendighed
Disse fænomener er veldokumenterede i religions- og ekstremismeforskningen (Almond, Appleby & Sivan, 2003; Juergensmeyer, 2017).
Jødedom: religiøs-nationalistisk ekstremisme
Jødisk ekstremisme ignoreres ofte fuldstændigt i debatten, selvom den er veldokumenteret.
Eksempler inkluderer:
- Kahanistiske bevægelser
- Religiøse bosættergrupper
- Ultraortodokse grupper, der legitimerer vold
Her ses:
- forestillingen om et guddommeligt udvalgt folk
- hellige tekster brugt til territorial legitimering
- modstand mod sekulær lov
- vold retfærdiggjort religiøst
Igen: Ikke alle. Ikke engang de fleste.
Men mekanismen er den samme (Sprinzak, 1999; Rapoport, 2004).
Andre religioner: samme mønster
Mekanismen er ikke begrænset til abrahamitiske religioner:
- Hindu-nationalistisk ekstremisme i Indien
- Buddhistisk vold mod Rohingya-muslimer i Myanmar
- Apokalyptiske sekter på tværs af kontinenter
Når religion kombineres med absolut sandhed, identitet og magt, opstår ekstremisme – uanset teologi (Juergensmeyer, 2017).
Hvorfor selektiv kritik er intellektuelt utilstrækkelig
1. Den forveksler analyse med udpegning
At pege på ét eksempel og gøre det universelt er ikke analyse – det er selektion.
2. Den svækker kritikken af islamisk ekstremisme
Selektiv kritik kan altid afvises som fordom, agenda eller identitetspolitik.
3. Den forhindrer reelle løsninger
Når problemet reduceres til “islam”, overses:
- sociale dynamikker
- politisk instrumentalisering
- psykologiske mekanismer
- magtstrukturer
Man behandler symptomer – ikke årsager.
En konsekvent tilgang til religionskritik
En redelig religionskritik må stille de samme spørgsmål til alle traditioner:
- Hvordan anvendes hellige tekster?
- Hvem har fortolkningsmagten?
- Hvordan håndteres kritik?
- Hvornår bliver tro til autoritet?
- Hvornår bliver autoritet til vold?
Alt andet er ikke oplysning.
Det er narrativ styring.
Konklusion
Ingen religion er hævet over kritik.
Men ingen kritik er hævet over kravet om konsekvens.
Hvis man vil kritisere religion strukturelt, må man kritisere strukturerne – ikke udvalgte grupper.
Selektiv religionskritik er ikke modig. Den er nem.
Og netop derfor er den utilstrækkelig.
Konsekvent kritik er ikke relativisme – det er forudsætningen for effektiv forebyggelse.
