Vi kender godt den pæne og beroligende fortælling: Onkel Jørgen logger på Facebook for at finde en opskrift på surdej, falder over en lidt uheldig YouTube-video, og tre uger senere sidder han i kælderen med sølvpapirshat og forsøger at afkode QAnon-beskeder i kaffegrumset.
Det er en bekvem forklaring.
For hvis det hele skyldes algoritmen, behøver vi ikke rigtig forholde os til, hvorfor nogle mennesker er mere modtagelige end andre. Så bliver brugeren blot en passiv modtager, der hjælpeløst bliver ført længere og længere ned i det digitale kaninhul.
Men virkeligheden er sjældent så enkel.
Vi er nødt til både at se på platformene og på det, mennesker selv tager med sig ind på dem.
Alt-right, sociale medier og konspirationstro
Et fagfællebedømt studie fra 2026 i tidsskriftet Humanities and Social Sciences Communications undersøger sammenhængen mellem politisk identitet, brugen af sociale medier, deling af falske oplysninger og troen på to konkrete konspirationsteorier: QAnon og påstanden om, at 5G-teknologi hænger sammen med spredningen af COVID-19.
Undersøgelsen omfattede 740 hvide amerikanske brugere af sociale medier. Deltagerne blev opdelt i tre grupper: demokrater uden alt-right-identifikation, republikanere uden alt-right-identifikation og republikanske deltagere, der rapporterede en forholdsvis stærk identifikation med alt-right-synspunkter.
Forskerne så både på brugen af almindelige sociale medier og på det, de kalder “dark social media”.
Studiet undersøger ikke algoritmer direkte. Men det udfordrer alligevel forestillingen om, at platformen alene kan forklare, hvorfor misinformation og konspirationsteorier får fat.
Fra mainstream til “dark platforms”
Studiet skelner mellem mainstream-platforme som Facebook, Twitter, Reddit, Instagram, YouTube og TikTok og såkaldte dark platforms som Parler, Gab, Telegram og 8chan eller 8kun.
Ordet “dark” kan lyde, som om platformene befinder sig i et hemmeligt hjørne af internettet, men sådan skal det ikke forstås. Flere af dem er åbent tilgængelige.
Begrebet bruges her om platforme, der fungerer som alternativer til de store sociale medier. De har ofte mindre indholdsmoderation og en stærk fortælling om fri tale, censur og modstand mod de etablerede platforme.
Det kan gøre dem attraktive for brugere, der søger miljøer, hvor deres eksisterende verdenssyn bliver bekræftet. Det gælder blandt andet fællesskaber præget af alt-right-politik, konspirationsteorier og mistillid til myndigheder, medier og andre etablerede institutioner.
Hvad fandt forskerne?
Deltagerne i alt-right-gruppen rapporterede samlet set, at de oftere havde delt falske eller stærkt overdrevne nyheder end både demokraterne og de øvrige republikanere.
De udtrykte også stærkere tro på QAnon og påstanden om en forbindelse mellem 5G og spredningen af COVID-19.
Forskerne fandt samtidig, at hyppigere brug af både mainstream-platforme og dark social media hang sammen med mere rapporteret deling af falske oplysninger og stærkere tro på de to konspirationsteorier.
Sammenhængene var på flere områder tydeligst blandt deltagere med alt-right-identifikation. Ved høj brug af almindelige sociale medier rapporterede alt-right-gruppen for eksempel mere deling af falske oplysninger end både demokrater og almindelige republikanere.
Men resultaterne var ikke helt ens i alle sammenligninger.
Ved mellem og høj brug af dark social media rapporterede alt-right-gruppen mere deling af falske oplysninger end demokraterne. Forskellen mellem alt-right-gruppen og de øvrige republikanere var derimod ikke statistisk signifikant.
Det er en interessant detalje.
Den kan tyde på, at de miljøer og normer, mennesker opsøger online, også hænger sammen med deres adfærd på tværs af de mere traditionelle politiske skel.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle, der bruger Telegram, Gab eller lignende platforme, automatisk bliver konspirationsteoretikere. Og studiet beviser heller ikke, at platformene i sig selv skaber adfærden.
Når forskningen rammer noget genkendeligt
Studiet sætter en del tanker i gang hos mig.
For resultaterne minder på flere måder om det, jeg selv oplever på X.
I mine egne debatter er det ofte personer langt ude på højrefløjen, der deler konspiratoriske fortællinger. Når man udfordrer påstandene eller beder om dokumentation, flytter samtalen sig hurtigt fra sagen til personen.
Det bliver til ad hominem-angreb og forsøg på at latterliggøre eller delegitimere modparten. Man bliver kaldt “støvleslikker”, “statstro” eller “landsforræder”.
I stedet for at forholde sig til argumenterne forsøger man at gøre personen bag dem utroværdig eller latterlig.
Det er en form for appel til latterliggørelse: Hvis man kan få modparten til at fremstå dum, naiv eller moralsk fordærvet, behøver man tilsyneladende ikke længere svare på det, vedkommende faktisk siger.
Den form for retorik kan både virke dehumaniserende og delegitimerende. Modparten bliver ikke behandlet som et menneske, der måske har et relevant argument, men som en repræsentant for “systemet”, staten eller en fjendtlig gruppe.
Et konkret eksempel fra min egen historie
Et konkret eksempel finder jeg i min tidligere samarbejdspartner Allan De Place Paulsen.
I et offentligt opslag skrev Allan, at han havde kendt mig i “et par år”. Det er ikke bare upræcist. Vi stod blandt andet sammen i Viborg den 11. juni 2016 og delte flyers for Fredsgartnerne, og en person, som kender os begge, har påpeget, at vores bekendtskab går 16-17 år tilbage.
Det er derfor svært for mig at se påstanden som en uskyldig hukommelsesfejl. Jeg opfatter den som en bevidst fordrejning af vores fælles historie.
Forkortelsen af vores bekendtskab passer samtidig meget bekvemt ind i den fortælling, Allan forsøger at skabe: at jeg nærmest bare var en tilfældig teknisk hjælper, som brugte et par minutter på at oprette Facebook-gruppen Kend Din Grundlov, mens han selv var gruppens egentlige ophavsmand og drivkraft.
Det interessante er derfor ikke kun, at en konkret oplysning er forkert. Det interessante er, hvordan den bliver tilpasset en større fortælling om helte, forrædere og personer, der angiveligt forsøger at miskreditere ham.
Når fakta bliver besværlige for identiteten og fortællingen, bliver de nedtonet, omfortolket eller erstattet af noget, der passer bedre ind. Modparten bliver samtidig gjort utroværdig, illoyal eller fremstillet som en del af en fjendtlig sammensværgelse.
Det er netop en mekanisme, jeg genkender fra det konspiratoriske miljø: Verdensbilledet bliver ikke nødvendigvis justeret, når virkeligheden modsiger det. I stedet bliver virkeligheden justeret, så den fortsat passer ind i verdensbilledet.
Jeg har tidligere skrevet mere detaljeret om Allans opslag og vores fælles historie. Det kan læses her:
Martyrfortællinger og Grundlovsforvirring – et svar til Allan De Place Paulsen
Jeg kan naturligvis ikke vide, hvad der motiverer alle de mennesker, jeg diskuterer med. Men min oplevelse er ofte, at samtalen kommer til at handle mere om at forsvare en politisk identitet og en bestemt fortælling om verden end om at undersøge, hvad der faktisk er korrekt.
Det er mine egne observationer. Studiet undersøger ikke denne debatadfærd direkte, men dets resultater om forbindelsen mellem politisk identitet, konspirationstro og bestemte digitale miljøer gør observationerne relevante at tage alvorligt.
Min egen tid i miljøet
Det bliver også personligt genkendeligt for mig.
Min egen tid i det konspiratoriske miljø var præget af ganske ekstreme overbevisninger. Jeg troede blandt andet på forestillingen om, at en elite bevidst forsøgte at udskifte Europas befolkninger, og jeg så remigration som en del af svaret.
Det har jeg tidligere skrevet om på min hjemmeside.
Når jeg ser tilbage, var det ikke bare enkelte påstande, jeg troede på. Det var et helt verdensbillede.
Mistillid til myndigheder, medier og politiske modstandere hang sammen med en identitet og en følelse af at have gennemskuet noget, som flertallet enten ikke kunne eller ikke ville se.
Netop derfor giver studiets fokus på efterspørgselssiden mening for mig.
Konspirationsteorier bliver ikke kun spredt, fordi nogen producerer dem, eller fordi en algoritme anbefaler dem. De får også fat, fordi de kan passe ind i en politisk identitet, en eksisterende mistillid og en fortælling om, hvem man selv er, og hvem fjenden er.
Udbud, efterspørgsel og den bagage, vi tager med
Meget forskning fokuserer med god grund på udbuddet: Hvem producerer misinformationen? Hvordan bliver den spredt? Hvordan fungerer platformenes design, moderation og forretningsmodeller?
Men der findes også en efterspørgsel.
Mennesker er ikke tomme beholdere, som teknologien bare fylder med løgne. Vi opsøger, vælger fra, deler og fortolker information gennem vores politiske identitet, mistillid, værdier, erfaringer og sociale relationer.
Som en, der selv har været dybt nede i konspirationsmiljøerne og fundet vejen ud igen, giver den pointe rigtig god mening for mig.
Da jeg i sin tid slugte misinformationen råt, var det ikke en algoritme, der ud af ingenting plantede en grundlæggende mistillid i mit hoved.
Mistilliden var der allerede.
Frustrationen var der også. Det samme var følelsen af, at noget blev skjult, og at jeg selv var en af dem, der kunne gennemskue det.
Algoritmen skabte ikke nødvendigvis behovet. Den blev bare meget dygtig til at genkende det.
Den fandt hurtigt ud af, hvad der fangede min opmærksomhed, og begyndte derefter at servere mere af det samme.
Man tager selv tændstikkerne med ind i algoritmen. Den kan til gengæld være særdeles effektiv til at levere benzinen.
Det personlige ansvar fritager ikke platformene
At anerkende brugerens egen rolle betyder ikke, at techvirksomhederne skal fritages for ansvar.
Platformenes design, anbefalingssystemer, indholdsmoderation og økonomiske incitamenter har betydning for, hvad vi ser, hvilke fællesskaber vi opdager, og hvor hurtigt bestemte budskaber kan sprede sig.
Men det modsatte yderpunkt holder heller ikke.
Hvis vi forestiller os, at mennesker blot er passive ofre for en almægtig algoritme, overser vi, hvorfor nogle aktivt opsøger konspiratoriske miljøer, mens andre ikke gør.
Vi overser også, hvad miljøerne kan tilbyde: fællesskab, identitet, mening, anerkendelse og følelsen af at have gennemskuet noget, som alle andre har overset.
Algoritmen kan forstærke det.
Men den skaber ikke nødvendigvis hele grundlaget fra bunden.
Husk de videnskabelige forbehold
Studiet har flere væsentlige begrænsninger.
For det første er der tale om en tværsnitsundersøgelse. Den kan vise sammenhænge, men den kan ikke afgøre, hvad der kommer først.
Det kan være, at bestemte platforme styrker konspirationstro. Det kan også være, at mennesker, der allerede tror på konspirationsteorier, i højere grad opsøger bestemte platforme.
Det er også muligt, at de forskellige forhold påvirker hinanden over tid.
For det andet bygger undersøgelsen på deltagernes egne oplysninger om deres mediebrug og deling af falske nyheder. Den målte ikke det konkrete indhold, deltagerne blev eksponeret for, og mennesker er ikke altid helt præcise, når de skal beskrive deres egen adfærd.
For det tredje var undersøgelsen afgrænset til hvide amerikanske deltagere. Resultaterne kan derfor ikke uden videre overføres til Danmark, Europa eller den amerikanske befolkning som helhed.
Forskerne undersøgte desuden kun troen på to konkrete konspirationsteorier. Resultaterne fortæller derfor ikke nødvendigvis noget om alle former for konspirationstro.
Endelig var studiet eksplorativt, og forskernes hypoteser og analyseplan var ikke forhåndsregistreret.
Det gør ikke resultaterne værdiløse. Men det betyder, at de bør efterprøves i andre undersøgelser.
Mere end én bekvem forklaring
Debatten om sociale medier ender ofte i to modsatrettede fortællinger.
Den ene siger, at algoritmerne er ved at ødelægge demokratiet.
Den anden siger, at platformene blot er neutrale opslagstavler, og at brugerne selv bærer hele ansvaret.
Ingen af forklaringerne er tilstrækkelige.
Vi bør stille kritiske krav til platformenes design, moderation og forretningsmodeller.
Men vi bliver samtidig nødt til at forstå den bagage, de politiske holdninger, den mistillid og den identitet, som mennesker tager med sig ind i det digitale maskinrum.
Ellers risikerer vi at behandle symptomerne uden at forstå efterspørgslen.
Det er ikke bare algoritmen.
Man tager også noget med ind i den.
KILDER:
- Martyrfortællinger og Grundlovsforvirring – et svar til Allan De Place Paulsen
https://kritiskperspektiv.dk/martyrfortaellinger-og-grundlovsforvirring-et-svar-til-allan-de-place-paulsen/ - Befolkningsudskiftning: Konspirationsteorien der skaber radikalisering og fremmedhad: https://kritiskperspektiv.dk/befolkningsudskiftning-konspirationsteorien-der-skaber-radikalisering-og-fremmedhad/
- Fertile ground to problematic views? How dark and mainstream social media relate to conspiracy beliefs and fake news: https://www.nature.com/articles/s41599-026-07147-6
